– fordi tiden kræver et MODSPIL

31. Aug 2009

Danmarks løver - slut dig til kampen!

 


Modstandsgruppen Danmarks Løver, der kalder til kamp for mangfoldighed og tolerance og mod Dansk Folkepartis og højrefløjens intolerance samt oppositionens skammelige og totale kapitulation, lancerer i dag en ny hjemmeside: www.loever.dk.

Initiativtagerne Rune Engelbreth Larsen, Flemming Chr. Nielsen og Malene Fenger-Grøndahl skriver i en pressemeddelelse om den nye bevægelse:
Efter offentliggørelsen af en kronik i Politiken har netværket 'Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt' fået langt over 10.000 Facebook-medlemmer på en uge - i alt næsten 2.000 om dagen!

DANMARKS LØVER MOD DF: HOLGER DANSKE, ALADDIN - OG 14.000 DANSKERE

Kronikken, der bar så usædvanlige afsendernavne som Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue, Lykke-Peer og Pelle Erobreren m.fl., var sendt af Malene Fenger-Grøndahl, Flemming Chr. Nielsen og Rune Engelbreth Larsen og blev trykt i Politiken søndag den 23. august. Her råbte Holger Danske og de øvrige koryfæer fra den danske kulturarv vagt i gevær og opfordrede til en modstandsbevægelse mod DF, bl.a. med ordene:

"Vi har set indespærrede nødstedte i asyllejre blive knækket psykisk og begå selvmord, og nu har vi også set ordensmagten tvinge flygtninge ud af et kirkeasyl midt om natten, fordi Dansk Folkeparti kræver irakiske mænd, kvinder og børn tvangsdeporteret til et land, hvor de vil være i overhængende livsfare!"

Debatten om kronikken er fortsat glødende – næsten 1.000 har kommenteret den online på Politiken.dk, og allerede den 27. august kl. 22.13 rundede Facebook-gruppen Danmarks Løver – modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt 10.000 medlemmer. I dag er vi hastigt på vej mod medlem nr. 14.000!
Så zap ind, se dig omkring og slut dig til kampen! Lad os rulle højredrejningen tilbage og igen gøre Danmark til et land, det er rart at leve i, og som vi kan være stolte af.

Link: Danmarks Løver.

Kommentarer: