![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Dansk Folkepartis sande ansigt
Dansk Folkeparti melder ud i valgkampen med en række tiltag og forbud, der skal "værne om danske værdier", skriver Information under overskriften Dansk Folkeparti spiller igen udlændingekortet.
Konkret ønsker Dansk Folkeparti at indføre følgende restriktioner til "sikring af danske værdier":
- Forbud mod tørklæder i det offentlige rum
- Halalkød må ikke erstatte svinekød i institutioner
- Svømmehaller må ikke holde lukket for at tilgodese muslimske kvinder
- Forbud på særlige omklædnings- og baderum for muslimer
- Forbud mod bederum på arbejdspladser
- Forbud mod fravær i forbindelse med ramadanen
- Arbejdspladser må ikke indrettes med særlige hensyn til muslimer
"Forbud mod tørklæder i det offentlige rum" er en vanvittig tanke (og skal det forresten også gælde om vinteren?).
Endnu værre er det med svømmehaller, daginstitutioner osv.: Forslagene er udtryk for at ønske om ideologisk betinget statslig detailstyring i en grad, som heldigvis eller er helt uset i dag.
Man kan mene hvad man vil om, at en svømmehal vælger at holde lukket og af hvilke grunde - men det er altså en beslutning, den pågældende svømmehals ledelse må være fri til at tage på egen hånd og ikke noget, staten skal blande sig i eller lovgive om.
Tilsvarende med "forbud mod bederum på arbejdspladser": Hvorfor skal staten dog kunne blande sig i, hvilke faciliteter en privat arbejdsgiver vælger at stille til rådighed for sine ansatte?
Man kan sætte nogle minimumskrav til almindelig beskyttelse af de ansatte, men man kan lige så lidt lovgive mod bederum som mod de fitness-rum, som mange arbejdsgivere også vælger at indrette (og som jeg i parantes bemærket selv har nydt godt af).
Dansk Folkepartis forslag er præget af en uhyggelig racisme eller mere præcist ny-antisemitisme, men faresignalerne går videre end det. Forslaget er præget af den totalitære og dybt uliberale tankegang, at der er ingen grænser.
Der er ingen grænser for, hvor lille et detailniveau, staten kan lovgive om. Hvis det gælder om at genere muslimer, er der ingen grænser for, hvilke frie aftaler mellem borgere, staten kan blande sig i og forbyde.
Og hvis grundlov, menneskerettigheder, ytrings- og aftalefrihed eller almindelig sund sans skulle stille sig i vejen for sådanne tiltag, må de vige for det, som Partiet ser som det fælles bedste: Der er ingen grænser for, hvad staten kan blande sig i.
Dansk Folkeparti afslører sig med disse forslag endnu engang som et totalitært parti med en forestilling om statens magt, som ikke lader de tidligere østeuropæiske kommunistpartier meget efter, og dets deltagelse i regeringen og pres på de øvrige partiers politik er første pind i det åbne samfunds ligkiste.