– fordi tiden kræver et MODSPIL

03. Jul 2013

Edward Snowdens læk er en gave til lovlydige borgere

 
Guardian Whistleblower

Læserbrev i Jyllands-Posten, 3.7.2013:


EN GAVE TIL LOVLYDIGE BORGERE



Af Carsten Agger, cand. scient., medlem af IT-Politisk Forening, koordinator for Free Software Foundation Europe

JP skriver 1/7 om whistlebloweren Edward Snowden, at hans læk er »en gave til terrorgrupper, der vil holde sig under myndighedernes radar«. Det er ikke rigtigt.

Alle, der ønsker at beskytte deres kommunikation, har i årevis haft fri og gratis adgang til effektiv kryptering, og netop terrorgrupper må i sagens natur altid kommunikere ud fra den antagelse, at de bliver overvåget. Man fanger ikke terrorister ved en generel overvågning af Gud og hvermand, men ved fokuseret politiarbejde. Efterretningstjenesten, NSA’s overvågning er ikke en trussel mod kriminelle og terrorister, men mod alle lovlydige borgeres privatliv.

Edward Snowdens læk er først og fremmest en gave til os lovlydige borgere, der har krav på at vide, hvad der sker med vores private kommunikation. Det er derfor, den gamle whistleblower Daniel Ellsberg har hyldet Snowdens læk som den vigtigste nogen sinde.

Lederskribenten gør sig også lystig over Snowdens valg af flugtrute og mener, at Snowdens demokratiske sindelag er invalideret, fordi han har valgt at flygte gennem Rusland.

Jeg tror ærlig talt, at valget af flugtrute ikke skyldes sympati med det russiske eller kinesiske regime, men at Snowden vidste, at de sandsynligvis ikke ville udlevere ham til USA. Kan vi med hånden på hjertet sige det samme om Danmark?




Foto: Illustration til The Guardians kampagne som set hos Waging Non-Violence.

Kommentarer: