![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
En krigsforbryders død
Verdens ledere mindes Jeltsin, skriver Politiken, og diverse hyldest-soundbites bidrager til billedet af en værdig statsmands endeligt: Jeltsin fortjener respekt (Fogh), Jeltsin led en tragisk skæbne (Gorbatjov), "En modig fighter og en personlig ven" (whoever).
Informations tidligere journalist og chefredaktør David Trads har et oplysende supplement til billedet af den store, afdøde statsmand og folkemorder:
Det var Jeltsin – den ellers så godmodige bamse og drukkenbolt – der som præsident i 1994 indledte den ualmindeligt brutale russiske krig mod de tjetjenske oprørere. Den krig blev gennemført med en så voldsom russisk militæranvendelse, at titusinder af tjetjenere blev udsat for massakrer, voldtægter, sønderbombninger og mord i et omfang, der ligner et folkemord.Tjetjenien var ultimativt mindst lige så slemt som eller værre end Darfur (ligesom Irak er det) - og dog hører eller hørte vi ikke om det, mens vi formelig får tudet ørerne fulde om Darfur. Gad vidst, om den ene konflikt serverer et mere bekvemt politisk billede end den anden, eller hvorfor ellers? Velbekomme til Jeltsins gratulanter, og good riddance til den overvægtige krigsforbryder og folkeforfører.
Jeg dækkede selv Tjetjenien-krigen, da jeg var Jyllands-Postens Moskva-korrespondent fra 1994 og 1997, og rejste flere gange rundt i det lille kaukasiske land, der er på størrelse med Jylland. Her oplevede jeg den uhørte russiske brutalitet – ikke bare over for de muslimske oprørere, men i uforklarlig grund også over for de russiske soldater.
I dagene efter invasionen i december 1994 rejste jeg første gang i Grosnyj – den tjetjenske hovedstad – og mødte en fuldstændig sønderbombet by. Der var dræbte mennesker overalt – og ingen, absolut ingen, blev skånet. Bevæbnede oprørere, civile mænd, gamle, kvinder, teenagere, børn og babyer blev slagtet i noget, der lignede et russisk voldsorgie.
Vesten har i årevis været bedøvende ligeglad med den tjetjenske massakre. Præsident Clinton, udenrigsminister Allbright, premierminister Blair, kansler Schröder, FN-generalsekretær Annan, statsminister Nyrup og udenrigsminister Helveg Petersen vendte allesammen det blinde øje til deres ven, Boris. Præcist som præsident Bush, udenrigsminister Rice, premierminister Blair, kansler Merkel, generalsekretær Annan, statsminister Fogh og udenrigsminister Per Stig Møller siden har ladet præsident Vladimir Putin bryde menneskerettighederne ligeså tosset, han har lyst.
Jeltsin, der nu er død, havde sine gyldne momenter – absolut store historiske øjeblikke. Ikke mindst, da han næsten egenhændigt stoppede gammelkommunisternes kupforsøg under Sovjet-statens dødskamp. Hans dramatiske opgør med Gorbatjov, der ønskede at bevare Kommunistpartiet og Sovjetunionen, er også forbilledligt.
Men krigen mod Tjetjenien er en skamplet, der brude stemple ham som krigsforbryder. Det piner mig, at hans brutalitet i den krig i disse dage og timer forbigåes i nærmest tavshed.