![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Enhedslisten og Asmaa Abdol-Hamid: Sagens fakta
Paw Hedegaard Amdisen gør i et indlæg i dag opmærksom på en lang, grundig og veldokumenteret artikel af den odenseanske radikale Rasmus S. Larsen.
Artiklen gennemgår Asmaa Adbol-Hamids deltagelse i den offentlige debat siden begyndelsen i 2003 og tjener til ret god belysning af, hvorvidt Abdol-Hamid mon "hører hjemme" på venstrefløjen eller ej.
En smagsprøve fra selve artiklen:
Abdol-Hamids kongstanke er, at hvis bestemte traditioner er skadelige, er de nærmest pr. definition ikke et resultat af religion men derimod kulturelle og indirekte også sociale forhold, som kan og bør betragtes som noget, der ikke hænger sammen med religionen. Dette ”freder” religionen, hvilket set udefra kan virke som en noget kunstig konstruktion. Men samtidig gør dette standpunkt det betydeligt lettere at modarbejde negative traditioner hos religiøse mennesker uden at stille nogen håbløse krav om, at de partout skal opgive den religion, der er en væsentlig del af deres identitet.Senere, hen mod konklusionen, hedder det:
Standpunktet passer glimrende i nutidens Enhedsliste, som i forvejen er det danske parti, der lægger størst vægt på betydningen af sociale strukturer i forhold til individet, og derfor oftest vil søge sociale frem for individuelle forklaringsmodeller på et givent samfundsproblem. Samtidig adskiller det sig dog betydeligt fra de direkte anti-religiøse standpunkter, der tidligere har præget mange socialistiske partier, og har derfor også givet anledning til en del debat.
[Abdol-Hamid] går ind for individets frihed til at vælge ægtefælle (selv vil hun kun giftes med en muslim), foretage skilsmisse, være nøgenmodel i reklamer (selvom hun selv ikke bryder sig om dette fænomen), vælge sin religion (hendes egne børn skal frit kunne vælge religiøst ståsted) samt gå med tørklæde eller lade være, hvis det vel at mærke skyldes en moden og selvstændig beslutning og ikke pres udefra.Men ... læs nu bare hele artiklen, hvis du er interesseret i sagens fakta - fremfor den polemiske virkelighed fremført af mange kritikere, der ikke har taget sig tid til med Rasmus S. Larsens ord at "sætte en meningsfuld adresse på deres angreb".
Hendes syn på homoseksuelles ret til adoption var uafklaret pga. manglende viden om emnet på det tidspunkt, hvor hun fik stillet spørgsmålet. Hvis hun lægger Enhedslistens principprogram til grund for holdningen, er den klart positiv. [1]
Hun har ikke udtalt sig om sin holdning til abort – eller ”flerkoneri”.
Hun er imod dødsstraf i enhver sammenhæng og under alle former, uanset om det er i Saudi-Arabien, USA eller Nigeria.
Hun er markant modstander af den israelske Palæstina-politik, den amerikanske George W. Bush og Irakkrigen, hvorved hun ligger helt på linie med resten af sit parti.
Hun er ligeså ubetinget modstander af Jyllands-Postens happening med de 12 Muhammedtegninger. Ikke pga. tegningerne i sig selv, men fordi hun betragter avisens samlede happening som en forhånelse af muslimer og udtryk for en generel anti-muslimsk tendens i samfundet.
Som religiøs muslim betragter hun begrebet ”sharia” som identisk med islam, men i en udformning, der er fuldt kompatibel med et moderne, vestligt samfund. Hun mener, at integrationsproblemerne reelt er sociale eller kulturelle problemer. Dette passer udmærket ind i Enhedslistens tradition for at tilskrive samfundsstrukturerne en større betydning for individets udfoldelsesmuligheder end noget andet parti i det danske Folketing. Samtidig frikender Abdol-Hamids indstilling nærmest pr. automatik religionen for at have ansvar for nogle negative tendenser i samfundet. I stedet tolker hun enhver negativ følge af religiøs tradition som en ”kulturel” uvane, der skal gøres op med. Desuden er hun klar tilhænger af at indføre en statsautoriseret islamisk teologiuddannelse i Danmark for at skabe modvægt til de mange ”firkantede” tolkninger af islam.
Uanset om man er for eller imod hver enkelt af disse holdninger, afviger billedet af Asmaa Abdol-Hamid markant fra den rabiate anti-demokrat og forkæmper for nigerianske tilstande i Danmark, som mange af hendes modstandere ellers har udnævnt hende til.
Der er intet odiøst i at lange ud efter anti-demokratiske og reaktionære grupperinger, uanset disses religion. Men det mindste, man kan forlange af debattører med denne målsætning, er, at de sætter en meningsfuld adresse på deres angreb ...
SF'eren Amdisens indlæg indeholder i øvrigt en god replik til tre medlemmer af SFs ledelse, som havde udtalt en i mine (og Amdisens) noget besynderlig holdning til denne sag.