Er Søvndal Villy til hvad som helst?
Det spørger medlem af Folketinget for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen om på sin blog på Politiken.dk:
Mønsteret i Villys udtalelser er det samme hver gang: Opfind en venstrefløjsholdning, som enhver vil kunne se er tåbelig, og distancér dig derefter fra den. Pift den op med lidt DF-attitude og vupti, nu har du skabt nytænkning og mod.Virkeligheden er, at Søvndal ikke opnår andet med sine udfald end at hælde vand på Dansk Folkepartis mølle, som jeg også selv bemærkede forleden. Johanne Schmidt-Nielsen fortsætter:
Men det er rigtig smart spin. For når præmisserne for udsagnene er så fordrejede, er det meget svært at kritisere dem.
Hvis man kritiserer Villys udtalelser, risikerer man at forsvare den venstrefløjsposition, han selv og højrefløjen har fundet på; at Venstrefløjen skulle have holdt hånden over højreekstremister, når de er muslimske. Lader man være med at kommentere hans udtalelser, er resultatet det samme – så nikker man ja og amen til, at venstrefløjen har set gennem fingre med ekstremisme. Og til at Venstrefløjen overhovedet ikke mener, at forskellighed i et samfund giver os noget at brydes med og udfordringer at arbejde med. Det er lidt a la den med "hvornår holdt du op med at slå din kone?"
Venstrefløjens opgave er ikke at komme med de letkøbte udsagn eller at spille stærk mand – venstrefløjens opgave er at finde og foreslå løsninger, som kan dæmme op for den tiltagende polarisering mellem befolkningsgrupper i Danmark. Det vil nemlig være den bedste medicin mod radikalisering.Og jeg kan kun erklære mig knusende enig. Erobre dagsordenen og løbe med den, som Naser Khader og Ny Alliance forsøgte i efteråret? Javist, det er, hvad Søvndal burde gøre.
Selvfølgelig skal venstrefløjen lytte til, hvad der rører sig i befolkningen – særligt blandt lavtlønnede og udsatte grupper. Og selvfølgelig skal vi tage de problemer, som almindelige mennesker har med at leve sammen med hinanden i deres kvarter, på deres skoler eller i børnehaverne alvorligt.
Men vi skal ikke forfalde til farlig populisme – der er ligeså skadelig, som den er irrationel og tom - bare for at tiltrække vælgere fra fremmedfjendske partier.
Men køre sig i stilling som del af en ny S-SF-regering, men denne gang med Dansk Folkepartis udlændingepolitik? Nej, det er jeg ikke Villy til.