– fordi tiden kræver et MODSPIL

18. Mar 2008

Fly fra Kastrup aflyst på grund af racisme

 
... eller mere præcist, på grund af racistisk terrorfrygt.

Eller, som Politiken skriver:
En hollandsk mand blev i aftes så skræmt af fem irakere i et SAS-fly fra København til Amsterdam, at han slog alarm, så flyet blev aflyst.

De fem mænd, der er ansat i det irakiske luftfartsvæsen, havde været på kursus i Helsingfors og var på vej hjem.

I Kastrup gik to af dem ud på toilettet, hvor den ene gav sin bagage til den anden, mens han selv forrettede sin nødtørft.

Det fandt den hollandske passager så mistænkeligt, at han henvendte sig til personalet på flyet og sagde, at han ikke ville flyve med, og politiet blev tilkaldt.
Og herefter ruller baduljen, bombehunde og politi og det hele, og flyet forhindres i at tage afsted.

For det var jo arabere, og de opførte sig tydeligvis helt enormt mistænkeligt: Tænk en gang, den ene holdt den andens bagage, mens han gik på toilettet!

Det var der ikke nogen hvide uskyldige mennesker, der kunne finde på, og da åbenbart slet ikke hollændere.

Men hvor er vi egentlig henne, hvis en enkelt passagerers hysteri og modvilje mod folk fra Mellem-Østen er nok til at aflyse noget som omfattende som en fly-afgang?

For hvordan skal vi dog bære os ad med at komme fra A til B - hvis vi slet ikke kan leve med tanken om, at der også skal brune mennesker med i vores fly eller tog? Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanker om nogen løsninger, jeg bryder mig om at tænke på.

Man kommer til at tænke på Raed Jarrar, der blev nægtet adgang til et amerikansk indenrigsfly - fordi han bar en T-shirt med arabiske bogstaver på. Hvad der stod? "We will not be silent".

Men hvor længe kan et samfund bestå, der er så sårbart over for ren og skær racistisk hysteri?

Kommentarer: