Fremmedfjendtlig afledningsmanøvre
Læserbrev i Information, 16.10.2009:
FREMMEDFJENDTLIG AFLEDNINGSMANØVRE
Et vigtigt aspekt af krisen, som vi kun hører lidt om i medierne, er det stigende antal familier, der må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan betale huslejen.
Antallet af udsættelser fra private boliger ved fogedens hjælp er vokset støt og roligt de sidste syv-otte år, fra 1.823 i 2002 over 3.762 i 2008 med en prognose om at nå 4.160 i 2009, som det bl.a. fremgår af tal fra Domstolsstyrelsen. Eftersom vi må gå ud fra, at det i en del tilfælde er hele familier, det går ud over, er det altså mere end en promille af Danmarks befolkning, der i år må opleve at blive sat på gaden. Er det, hvad vi forstår ved velstand? Her er der i hvert fald stof til eftertanke over VKO-regeringens nuværende satsning på en hård linje, retspolitiske stramninger og lavere kriminel lavalder, når man samtidig underminerer de mest udsatte familiers økonomi i en grad, så en del af Danmarks befolkning snart vil have oplevet at blive sat på gaden med fogedens hjælp.
Det giver også stof til eftertanke, hvad angår Dansk Folkepartis påståede ‘sociale profil’. Alt det her med ‘de fremmede’, som Dansk Folkeparti excellerer i, er åbenbart ikke andet end en afledningsmanøvre, mens de tømmer vores tegnebog. Det var måske værd at tænke over, næste gang du diskuterer med nogen, som er faldet for den.
Også bragt i Århus Stiftstidende, 15.10.2009. Oplysningerne om stigningen i antallet af udsættelser er taget fra herfra.
Billedet er fra omkring 1. verdenskrig og derfor ikke omfattet af lov om ophavsret, men det er hugget fra leksikon.org.