![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Hysteri og ansvarlighed
Jeg kommer til at trække lidt i land på, hvad jeg skrev forleden om de nylige, mislykkede terrorangreb i England. Det er muligt, som jeg skriver, at bomberne i London var så inkompetent lavet, at de ikke kunne være sprunget, selvom de ikke var opdaget - og det forekommer sikkert, at propanflaskerne i den bil, der blev kørt ind i lufthavnen i Glasgow, i hvert fald ikke kunne: Det eneste, angriberne havde, var brændstof og lukkede flasker med propan, og selv nok så megen eller varm brand omkring flaskerne kunne ikke have fået dem til at sprænge i luften.
Så hvis jeg vil give mit gamle indlæg ret: Ja, to mennesker kørte ind i lufthavnen i Glasgow med en bombe, der umuligt kunne springe i luften - og udførte hermed en handling, der umuligt kunne have gjort den store skade på lufthavnen.
Men, men, men, men ... og her er det, jeg bliver nødt til at trække i land: Selvom angrebet tilsyneladende slog fejl på grund af angribernes inkompetence snarere end forsvarernes årvågenhed, ville den form for inkompetence jo nok ikke holde i retten som "formildende omstændighed".
Når folk er parate til at køre en brændende bil ind i en lufthavn i den tro, at den vil springe i luften og dræbe et stort antal mennesker, er det en temmelig alvorlig sag - og beslutningen om midlertidigt at forbyde personbiler at køre op til de store lufthavne forekommer i sammenhængen helt berettiget: Ingen kunne trods alt vide, om der var mere i vente, og i givet fald hvad.
Og i modsætning til, hvad man havde kunnet forvente under Blair, har den nye britiske regering under Gordon Brown faktisk ikke haft travlt med at gå ud med de store panikmeldinger for at høste den maksimale politiske gevinst.
Men, pressen?
Da Hitler angreb London med sin Blitzkrieg, hed det: "Business as usual".
Under IRAs bombekampagner i 80erne og 90erne nægtede medierne (selv tabloiderne) efter regeringens opfordring at køre en stor, sensationalistisk stemning op, fordi det efter deres mening blot ville gavne terroristerne, dvs. IRA.
Og det er også, hvad vi ser i den britiske presse i dag (og i ekkoer i f.eks. Danmark). Eller er det?
Simon Jenkins skrev herom for et par dage siden i The Guardian, under overskriften We are offering the terrorist a megaphone for his cause:
Don't panic. Stay calm. Don't play the terrorist's game. Show no fear or sense of disruption. Don't change your behaviour or way of life. Pass no laws curbing freedom. Just shrug and go about your normal business.Så ja, selvfølgelig skal et sådant angreb tages alvorligt, og selvom det måtte have været nok så inkompetent udført, fortjener de skyldige (når politiet har fundet tilstrækkeligt med beviser til, at de kan dømmes) at blive dømt efter den skade de havde til hensigt at forvolde og ikke kun den, de var i stand til.
Omigod! Now they are doctors! Wake the prime minister, round up the Arabs and order armoured helicopters. Stop the presses and clear the schedules. The fiends from outer Asia are cunning. They could be poisoning hospital drips. They could be lacing paracetamol and putting anthrax in Elastoplast. Declare another bomb "imminent". Surround Heathrow with tanks, fortify Wimbledon, put blast blocks round Waterloo and ack-ack guns on Parliament Hill. Raise the threat level from "critical" to "panic". On second thoughts make that "totally hysterical" ...
The public realm in Britain is in rampant retreat before terrorism, largely because politicians and the media feast on any story involving actual or potential violence. Politicians want to present themselves as calm and statesmanlike, yet visible, defenders of public security, as their poll ratings soar. Gordon Brown's "strength" rating jumped 14 points in a Times/Populus poll yesterday. The media can revel in fear journalism, throwing all sense of proportion to the winds and filling pages and airwaves with speculation as to what "might have happened if ..." and what "could yet happen unless ...", scanning that horizon so appetising to every news desk: the worst-case scenario. The BBC re-enacts a Pythonesque sketch with a white-haired boffin igniting a can of petrol in a sandpit and remarking that it could have been a thousand times worse. The word suspect has become synonymous with mass murderer.
Men samtidig skulle man måske med Jenkins' ord holde en smule fast i proportionerne: "British national security is not remotely threatened by these bombs."
Bomberne udgjorde et forsøg på at begå en meget alvorlig forbrydelse, ikke en trussel mod hele vor levevis - og vi gør ikke os selv nogen tjeneste ved at elevere det ene til det andet. En forbrydelse bør forhindres efter bedste evne, opklaring og prævention bør overlades til politiet, og straffen til domstolene.
Det totale selvsving, som britiske og andre medier har kørt de sidste dage, gavner ingen - bortset måske fra terroristerne, der får en megafon.
Mere hos Citizen, der tørt konkluderer: Hvis en brændende bil er alt, hvad der skal til for, at vi lukker vores samfund ned, så er vi ilde stedt. Dette indlæg kan så også ses som en slags svar til bl.a. Carsten, hvis begavede kommentarer jeg aldrig helt fik svaret på - og som nu vist desværre er forsvundet som følge af en lovligt nidkær antispam-indsats.