Irak: Desperation og efterrationalisering

 
I hvert fald blandt de, der støttede krigen og dermed må siges at have pådraget sig et medansvar for miseren.

Klaphatten citerer Weekendavisens Martin Krasnik for denne rørende Dolkestødslegende:

Er forklaringen på fiaskoen i Irak snarere en anden end amerikansk hybris:« »Når der ikke var flere soldater til invasionen, skyldtes det, at det internationale samfund lod amerikanerne gøre arbejdet selv. De muslimske lande med Tyrkiet og Saudi-Arabien i spidsen nægtede. Og europæerne med Frankrig og Tyskland i front nægtede også. Måske er det mere interessante hypotetiske spørgsmål dette: Hvad ville der være sket, hvis en international styrke på 800.000 mand var gået ind i Irak? Måske ligger det virkelige ansvarsbrud et helt andet sted end i Washington.«

Det rørende ved denne efterrationalisering er det diskrete, elegante strejf af desperat historieforfalskning: Sjovt nok hørte man aldrig, dengang i 2003, amerikanerne klage over, at de ikke havde tropper nok til opgaven. Eller briterne.

Man hørte heller ikke om, at alting begyndte at gå galt, fordi der ikke var besættelsestropper nok.

Sjovt nok hørte man, som jeg husker det, om hvor godt alting gik, hvor nøje planlagt det hele var, og om hvordan det her trods alt var en lille ting for den store amerikanske hær.

Og da det begyndte at gå galt ...? Da hørte man om, hvordan man var gået ind uden plan for en indsats efter erobringen, hvordan "genopbygningen" blev forvandlet til et tag-selv-bord for grådige amerikanske firmaer, om Abu Ghraib og lignende "PR-succes'er".

Men nu? Akja, nu er det hele de væmmelige tyskere og franskmænds skyld.

Intet synes efterhånden at kunne slå krigstilhængernes offermentalitet og absurde krumspring væk fra ansvaret; hvilket ville være morsommere, om ikke baggrunden var så tragisk.

[ agger, Tue 27 Mar, :07:54: /politik] - kommentar(er) - link

Kommentarer: