Jyllands-Posten, ghettotanker og sådan ...
Mit indlæg fra forleden som replik til en ubehagelig kronik om stemningen i Gellerup blev i dag bragt som kommentar i Jyllands-Posten - jfr. billedet, der viser artiklens layout i avisen.
Apropos samme "sag" bragte JP-Århus i går (16. juni) et indlæg af Steen Grønlund, der bor i Gellerup og ser sig nødsaget til at gøre opmærksom på, at det ikke er utrygt at være dansker i Gellerup:
I de to år jeg har boet i området, har jeg aldrig været udsat for trusler eller andre ubehagelige oplevelser. Det samme gælder for andre gammeldanskere, som jeg kender i området.Og andet er der vel ikke at sige. Vel er der problemer, men det er ikke specielt et "dem eller os"-spørgsmål, og det er næppe i nogens interesse at gøre det til det - med mindre disse "nogen" da hellere vil forværre end forbedre problemerne.
At det forholder sig således, er jo ikke så underligt i betragtning af, at kriminaliteten i Gellerup-området nu er på niveau med resten af Århus by.
Det er naturligvis uhyggeligt, at en og samme person - Hans Peter Bak - er blevet overfaldet tre gange i løbet af to og et halvt år. Når man læser kronikken 11./6., er man heller ikke i tvivl om, at det har været dybt traumatiserende, Hans Peter Bak har fuldstændigt mistet dømmekraften og ser muslimske spøgelser overalt.
(...)
I Gellerup bor der et utal af etniske grupper med forskellige religioner, og inden for grupperne har folk vidt forskellige syn på religion; nogle er fundamentalister, andre har et lige så afslappet syn på religion som mange danskere.
Nydanskerne i Gellerup udgør ikke en fasttømret gruppe, og der findes givetvis ingen fælles front imod Hans Peter Bak eller andre gammeldanskere.