![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Jyllands-Posten: Hyklerisk omsorgshad
En dansk familie flytter til Argentina eller Indien for at arbejde, og det er ikke uden stolthed, man efter et stykke tid ser familiens børn blive flydende i spansk eller hindi. Efter en del år melder der sig dog en vis bekymring: Poderne lader til helt at assimilere den lokale kultur, ligesom det er den lokale historie og geografi, de lærer i skolen - ikke den danske. Vil børnene overhovedet betragte sig selv som danske, når de vokser op, og vil man "miste" dem, hvis man en dag flytter tilbage, mens børnene bygger rede i det nye hjemland?
Heldigvis viser der sig en dag en chance: Onkel hjemme i Albertslund tilbyder, at poderne kan bo i hans villa et par år og gå i den lokale folkeskole, så de forbliver i kontakt med dansk sprog og kultur.
I familiens kvarter i Argentina eller Indien rygtes det, hvordan familien forsøger at beskytte sit kulturelle tilhørsforhold, og på en lokal redaktør gør historien så stort et indtryk, at han skriver en leder om den i sin avis.
Hvad forventer familien nu at læse om sig selv og det valg, den har truffet?
Nok ikke dette her:
Når folk vælger netop vores land som basis for deres egen og deres børns fremtid, skulle man ellers formode, at en del af projektet var at forstå og indleve sig i de værdier, som gælder her i landet.Spørgsmål: Hvordan er den avis, der skønt altid borgerlig og med stærkt højretrækkende tendenser, engang var landets uomtvisteligt bedste avis - hvordan er den blevet hjemsted for et så (for nu at blive i tonen) infernalsk had, en så perfid intolerance og åndsformørkelse?
Sådan er det formentlig og forhåbentlig for langt de fleste, men et mindretal påkalder sig ildevarslende opmærksomhed. En del af tilflytterne vælger stædigt at forblive i den formørkede verden, som hersker i deres fødelande.
Så er det, at forældrene og deres familier efter egen opfattelse i den bedste vilje, men i praksis med rystende brutalitet, tvinger børnene på såkaldte genopdragelsesrejser i ”hjemlandet,” hvor tilbageblevne familiemedlemmer sørger for en effektiv hjernevask gennemført af formørkede lærere og præster.
Som antydet kan bekymringen for at bevare en tilknytning til hjemlandets kultur være aldeles legitim, og den pakistanske eller tyrkiske kultur er som udgangspunkt ikke mere "formørket" end den danske. Initiativer, der skal bevare tilknytningen til hjemlandets kultur (nuanceret beskrevet bl.a. i Rushy Rashids bog "Et løft af sløret") fungerer ikke altid godt og kan give bagslag som karikeret i Zadie Smith's roman "White Teeth", men fortjener ærligt talt bedre ord med på vejen end, at "der er ikke nogen sammenhæng i, at de danske myndigheder gør sig store anstrengelser for at integrere indvandrere og børn fra fremmede kulturer i det danske samfund med henblik på at undgå kriminalitet og social marginalisering, når man samtidig accepterer, at subkulturer aktivt bekæmper disse bestræbelser gennem hjernevask af børnene."
Og når man så ligefrem skriver, at "ethvert udlandsophold, som strækker sig ud over de almindelige skoleferier og dermed forhindrer børnene i at passe deres skolegang, bør føre til øjeblikkelig indgriben fra både skolens, kommunens og Udenrigsministeriets side" - undrer man sig lidt; hvad fanden bilder de sig egentlig ind, og hvor få begrænsninger forestiller den ellers ikke vildt statsbegejstrede avis sig egentlig, at man kan have i statens ret til direkte indblanding i familiernes ret til at leve, som de vil?