– fordi tiden kræver et MODSPIL

13. Mar 2008

Jyllands-Posten på dybt, selvoptaget vand

 
Jyllands-Posten brokker sig i dagens leder over, at karikaturkrisen ikke er medtaget i den såkaldte "demokrati-kanon", som et regeringsudvalg netop har udsendt.

Den anonyme lederskribent mener ligefrem, at udvalget "standser danmarkshistorien i år 2000, og så slipper man elegant for at tage stilling til den vel nok største trussel mod de vestlige demokratier i nyere tid".

Jeg beder: Karikaturkrisen, postyret omkring en dansk avis' latterlige, racistiske demonstration af, at en bestemt religiøs minoritet må være parat til at finde sig i "hån, spot og latterliggørelse", var én af nyere tids største trusler mod de vestlige demokratier?

Jeg beder. Karikaturkrisen var et storpolitisk mareridt, der blev udløst af en usalig kombination af på den ene side en enestående mangel på udenrigspolitisk indsigt og diplomatisk tæft hos den danske regering med Anders Fogh i spidsen, på den anden en række mellemøstlige præster og despoter, der benyttede lejligheden til at aflede opmærksomheden fra deres egen indenrigspolitiske krise og afgrundsdybe troværdighedsproblemer.

Jyllands-Postens egen handling kan og skal kun forstås i forhold til dansk indenrigspolitik og havde reelt ikke hverken ære eller skyld i krisen - uanset hvor meget JPs chef- og kulturredaktør end selv må have ment, at de gungrede.

Hele ideen med en "demokratikanon" forekommer mig latterlig og overflødig, men hvis vi endelig skal have én, har Jyllands-Postens latterlige, racistiske provokation af et trængt mindretal i hvert fald ikke noget at gøre i den - og nogen "trussel mod de vestlige demokratier" var der ikke på noget tidspunkt tale om.

For nu at sige det med mavepusterens ord: Ja, Jyllands-Posten havde ret til at bringe de stupide, idiotiske, racistiske og ondskabsfulde satiretegninger af muslimernes profet. Men vi behøver vel for pokker ikke at sige tak også?

Kommentarer: