– fordi tiden kræver et MODSPIL

07. May 2009

Læger lader fattige dø

 

Læserbrev i Jyllands-Posten, 7/5-2009:



LÆGER LADER FATTIGE DØ

Der er forskel på, hvornår danske læger lader rige og fattige patienter dø, skriver JP 5/5.


Efter de seneste sundhedsreformer har danske og udenlandske læger besluttet at lade fattige patienter uden forsikring dø i en tilstand, hvor mere velhavende patienter vil blive reddet.

Når en fattig er blevet så hårdt såret, at det vil få store konsekvenser for vedkommendes videre liv, giver lægerne smertestillende medicin og lader patienten dø.

»Hvis vedkommende f.eks. har svære indre blødninger eller et brud på ryggen, så han fremover vil være lam fra halsen og ned, indstiller vi behandlingen,« oplyser en overlæge på Bispebjerg Hospital.

»Er det en patient fra over- eller middelklassen, vil vi i stedet fortsætte behandlingen og få ham udskrevet. I de samfundslag har man helt andre muligheder, hvis man er bundet til en kørestol«.

Er der noget galt med dette billede? I virkeligheden er det naturligvis ikke fattige, som lægerne lader dø, det er afghanere. I Danmark bliver det først aktuelt, når og hvis sygesikringen bliver ”reformeret” i amerikansk retning, som bl.a. Cepos gerne så.

Men helt principielt er der ingen forskel. I den globaliserede verden, hvor Danmark mener at have aktier nok i Afghanistan til at sende soldater, er afghanske sårede vore fattige.

Ved at skille rige fra fattige står lægerne som de ultimative (og, lad os ikke glemme, særdeles velbetalte) håndhævere af den globale apartheid mellem rig og fattig. Jeg kan ikke med min bedste vilje se, hvordan det kan være andet end et brud på lægeløftet.



Se også dette indlæg på den anden blog.

Billede: Offer efter den allierede bombning af et bryllup i Kandahar, 4. november 2008. Foto: Alex Strick van Linschoten.

Kommentarer: