![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Lars Hedegaards flirt med ekstremister
Jeg har i dag, 23. april 2009, dette indlæg i Politiken:
LARS HEDEGAARDS FLIRT MED EKSTREMISTER
Omfavner Trykkefrihedsselskabet belgiske nyfascister, fordi det er endnu en anledning til at tilsvine muslimer?
TROVÆRDIGHED
Trykkefrihedsselskabet afholdt i lørdags et arrangement med repræsentanter for det nyfascistiske, belgiske parti Vlaams Belang.
Vlaams Belang er et ekstremistisk parti, der har opfordret til etnisk udrensning af fransksprogede i Bruxelles' forstæder, og i den forbindelse kunne man forvente, at Trykkefrihedsselskabets forsvar for det stærkt islamkritiske partis ytringsfrihed blev suppleret af en kritisk tilgang til deres politik.
Sådan kom det ikke til at gå. I sit referat af mødet på sappho.dk kalder selskabets formand, Lars Hedegaard, mødet med Filip Dewinter og Frank Vanhecke fra Vlaams Belang for "en øjenåbner", hvor han hylder disse forkæmpere for Europas frihed og mod "islamiseringen", hvorefter han temmelig ukritisk gengiver deres udlægning af forholdene i Flandern og Belgien.
Og det skulle han måske ikke have gjort - de er nemlig ikke særlig pålidelige. Mest horribelt viste dette sig i forbindelse med partiets fortid som nazi-kollaboratører under 2. Verdenskrig.
Om Vlaams Belangs "historiske arv" sagde partiets formand, Frank Vanhecke, ukritisk gengivet af Lars Hedegaard, at
Partiets forgænger havde samarbejdet med tyskerne under besættelsen fra 1940 til 1945. Det var en historisk kendsgerning, som man måtte vedkende sig, selv om dagens VB er et normalt demokratisk parti og hverken racistisk eller antisemitisk. Kollaboration med tyskerne var i øvrigt normalt blandt andre undertrykte befolkninger, der naturligt nok betragtede de tyske hære som befriere.Der var imidlertid både belgiere og flamlændere, der så tyskerne som alt andet end befriere, og de fleste belgiere anerkendte aldrig landets kapitulation til tyskerne.
Det er korrekt, at besættelsen førte til et opsving for pro-tysk højreorienteret nationalisme, men Belgien havde som andre lande sin modstandsbevægelse, og Vlaams Belangs pro-nazistiske forgængere under krigen blev af andre flamlændere opfattet som landsforrædere, ganske som Schalburg-korpset og Frikorps Danmark blev i vort eget land.
Når folk i Flandern modtog tyskerne med så åbne arme, som tilfældet (alligevel ikke) var, skyldtes det, at folk i Flandern havde lidt under den fransksprogede undertrykkelse og nu opfattede det, som om de blev befriet af deres germanske brødre:
Man måtte forstå, sagde Vanhecke, at flamlænderne havde været undertrykt helt indtil den tyske besættelse. Deres sprog var forbudt i officielle sammenhænge. Der var forbud mod flamsk-sprogede skoler, og flamske børn blev undervist på fransk. Det tyske besættelsesmagt tillod derimod, at der for første gang siden oprettelsen af den kunstige belgiske stat i 1830 kunne oprettes flamske skoler.Det eneste, der er galt med dén forklaring, er at den er løgn fra ende til anden. Hollandsk og fransk havde været ligeberettige som officielle sprog siden 1898 - det er rigtigt, at indtil 1883 fandtes kun underskoler med undervisning på hollandsk, men efter den dato bredtes sproget ud også til mellem- og realskoler. Og der er unægtelig et vist tidsrum fra 1883 til 1940!
Hvordan kan en professionel historiker som Lars Hedegaard, der om nogen skulle kende til kildekritik og historisk baggrund, ukritisk videregive en så manipulerende og løgnagtig retfærdiggørelse af samarbejdet med de tyske "befriere" under 2. Verdenskrig? Handler faghistorikeren her i uvidenhed eller mod bedre vidende?
Det er svært at undgå den konklusion, at Hedegaard i sin iver efter at applaudere alt, hvad der bare lugter af islamkritik, kommer til at spille nyttig idiot for en nyfascistisk bevægelse af den mest oplagte slags.
Eller også er han bare med på alt, herunder åbenlyse løgne og pronazistisk manipulation, når blot det på én eller anden måde kan bruges til at sværte og tilsvine muslimer og islam.
Hvordan det end forholder sig, kan det ikke undgå at påvirke vores bedømmelse af hans og Trykkefrihedsselskabets troværdighed.
I ugunstig retning, hvis nogen skulle være i tvivl.
Dette er en noget forkortet udgave af dette indlæg på den anden blog. Illustrationen på udklippet er af Per Marquard Otzen.