Ledighed, aktivering og ydmygelse

 
I mine unge dage var ledighed en forholdsvis ukompliceret ting - ikke i den forstand, at det var nogen særligt rar ting, hvis man godt kunne tænke sig et job og den levestandard, et sådant gav adgang til, men i den forstand, at man kunne nøjes med at passe sit månedlige fremmøde i A-kassen og ellers fik lov til at passe sig selv på bistandshjælp eller dagpenge i måneds- eller årevis; en tilstand, mange fandt ganske paradisisk, og som under alle omstændigheder afspejler en vis rimelighed i et samfund, hvor der som i 80ernes Danmark var meget stor arbejdsløshed: Hvis der er så stor mangel på arbejde, kan man jo lige så godt begynde med at give det til dem, der gerne vil have det.

Der er siden løbet temmelig meget sand i stranden. Hvor bistandshjælp og dagpenge i 80erne reelt var en slags "borgerløn i praksis", hørte man allerede for 10 år siden igen og igen om ledige, der blev tvunget ud i de mest besynderlige og farlige arrangementer blot for at bevise, de "stod til rådighed for arbejdsmarkedet" - bl.a. i Faklen nr. 7, hvor det også påpegedes, at man ved tvungen aktivering af folk, der på grund af arbejdsløshed og pengemangel ikke har noget andet valg, reelt har bevæget sig ind på slaveriets område.

Idag har man bevæget sig endnu længere i den retning, således at man konsekvent forsøger at løse problemer med mangel på arbejdskraft med mere pisk - aktivering og nedskæringer - fremfor den gulerod i form af højre lønninger og bedre arbejdsvilkår, der formentlig rent faktisk ville virke.

Vores medblogger capac fortæller således om et intet mindre en kafkask aktiveringsforløb hos en "privat aktør":

I forgårs hørte jeg en diskussion om dansk arbejdsmarkedspolitik mellem en EU-parlamentariker og en ledende skikkelse i A-kassernes samvirke, og sidstnævnte lagde ikke skjul på, at det der foregår i privat regi under betegnelsen “aktivering” i stort omfang - jeg tror han sagde “mindst 80%” - er i direkte strid med lovgrundlaget. I følge lovgrundlaget, så har den ledige mulighed for enten opkvalificering (dvs. efteruddannelse), jobpraktik (hvor man i nogle uger arbejder på en arbejdsplads på dagpenge) eller job med løntilskud (på papiret en ordinært job, hvor arbejdsgiveren får den del af lønnen betalt i nogle måneder, hvorefter man går over til normal ansættelse). Men i realiteten er den lediges muligheder beskåret kraftigt. Financieringen af aktørerne er så ringe, at disse ingen interesse har i at give de ledige kompetencegivende efteruddannelse. Ofte spises man af med endnu et jobsøgningskursus eller firmaets egen “coaching” eller vejledning.
Det firma, jeg blev tildelt, havde ikke styr på hverken regelsystem eller noget som helst. I følge lovgivningen og reglerne har den ledige ret til at forhandle sig frem til en aktivering ud fra lovens muligheder. Det vil sige: der skal lyttes til den lediges ønsker med hensyn til job, og der skal tages udgangspunkt i dennes forudsætninger. Jeg blev spist af med en ganske kort telefonsamtale, hvor diskussionen af opkvalificering blev afvist, og hvor jeg i realiteten blev påtvunget et produkt, der bestod i jobsøgningskursus og vejledning med henblik på jobpraktik. Da jeg påpegede, at jeg allerede havde været på jobsøgningskursus og i øvrigt havde gode forudsætninger for at skrive jobansøgninger i kraft af min uddannelse, blev det afvist med en henvisning til, at jeg “da ville møde nye mennesker”.
Herefter startede jeg en klagesag for at få udarbejdet et såkaldt “uenighedsnotat”. Med et uenighedsnotat kan man blive overflyttet til en anden aktør. Det blev hurtigt klart, at aktøren ikke var interesseret i at give slip på mig (for det indebærer jo et tab af indtægt…), og derfor forsøgte aktøren ved at omgå spillereglerne at fastholde mig, hvor jeg var, med en påstand om, at der ingen uenighed var. Heldigvis fik jeg god faglig opbakning fra min a-kasse og derfor fortsatte sagen og er foreløbig endt der, hvor aktøren har bøjet sig for mine krav og har videresendt min klage til jobcenteret ...

capac, der ellers bestyrer en vore bedste og hyppigst opdaterede blogs om populærkultur, springer her ud som kompromisløs fra-siger, som han selv siger i et senere indlæg:

Nogle skribenter giver også udtryk for, at de gerne ville skrive om det i deres egen blog, avisen eller et andet medie. Og at de holder sig tilbage af frygt for, hvad en eventuel arbejdsgiver eller folk i “systemet” ville sige osv.

Men vi ændrer ikke noget, hvis ikke vi tager bladet fra munden eller griber pennen til kamp mod idiotiet. Det kan godt bekymre mig lidt, at netop veluddannede mennesker med gode formidlingsevner holder sig tilbage af hensyn til karrieremuligheder ...

Også mig - jeg har ganske vist ikke selv været ledig siden 1996, men jeg kan absolut ikke se nogen grund til at hverken jeg eller andre skulle tie stille af hverken dette eller andre hensyn: Hvad der sker i "aktiveringssystemet" er meningsløst tvangsarbejde og kafkask regelrytteri, og i mangel af en decideret borgerløn burde vi som minimum få 80erne mere ukomplicerede og mindre mistænkeliggørende system tilbage.

Du kan finde alle capacs indlæg om ledighed og aktivering her.

[ agger, Thu 13 Dec, :18:28: /politik] - kommentar(er) - link

Kommentarer: