Man har et standpunkt ...
Til man tager et nyt. Dette er da i hvert fald historisk revisionisme, der vil noget: Til venstre ser vi Ed Matts, konservativ kandidat til det engelske parlamentsvalg, i en demonstration til fordel for en udvisningstruet flygtningefamilie i hans valgkreds i Dorset (og sammen med det respekterede konservative parlamentsmedlem Anne Widdecombe).
Til højre ser vi Matts og Widdecombe i den version, han anvender i sit valgmateriale, hvor demonstrationen åbenbart pludselig var til fordel for de konservatives nye Pia Kjærsgaard-agtige udlændingepolitik. Ak ja.
Det giver da i al fald en ny vinkel på hele forestillingen om politikeres beredvillighed til at løbe fra deres valgløfter; Erhard Jakobsens evindelige "det har jeg aldrig nogen sinde sagt" gjalder i mine øregange, og via akustisk doktorering kunne han i vore dage dokumentere det - på samme måde som Matts i dag kan dokumentere, at demonstrationen i virkeligheden var for en stramning af udlændingepolitiken.
Bortset fra, at han lige nu selvsagt har nemmere ved at dokumentere, at han er i vanskeligheder.