– fordi tiden kræver et MODSPIL

28. Jun 2007

Om selvtægt og urmagere

 
Jeg har længe villet skrive noget om den københavnske urmager, der i desperation over gentagne røverier anskaffede en pistol og gik til modangreb, næste gang der kom røveri - men nu er kommentar-bloggen kommet mig i forkøbet:
Lad os tale om begrebet 'social kontrakt'. Thomas Hobbes var den første der gjorde begrebet berømt, i sin bog Leviathan. Her er verden set gennem voldens prisme. Naturtilstanden er alles kamp mod alle, og det er helvede. Den sociale kontrakt er den kontrakt, som individet indgår med autoriteten, hvor han afgiver sin ret til vold, mod til gengæld at få fred og ro ...

Se urmageren i dette lys. Han var allerede blevet røvet seks gange. Politiet kunne ikke beskytte ham. Forsikringen dækkede kun en brøkdel af tabene, og blev dyrere og dyrere for hvert røveri. Så han købte en pistol for selv at kunne forsvare sig.

For selv at kunne forsvare sig. For staten kunne ikke. Kontrakten var dermed brudt. Og han var i sin gode ret til at gøre som han gjorde. Det vil være en skamplet, hvis han ryger i fængsel. Han fortjener en advarsel og en betinget dom for ulovlig våbenbesiddelse. Ingen bøde.

Det er staten, der burde være på anklagebænken. For kontraktbrud. Det øjeblik, hvor politiet ikke kan beskytte borgerne mod forbrydere, tager borgerne loven i deres egne hænder. Sådan er dynamikken ...
Og det er nemlig lige præcis det, der er kernen i sagen. Hvis man skal forbyde almindelige mennesker at forsvare sig med våben, må det være under forudsætning af, at de får en nogenlunde konsistent beskyttelse af det samfund, retten til magtanvendelse er overladt til.

Sker det ikke, er kontrakten brudt - og man kan ikke forvente, at folk villigt skal lade sig overfalde, berøve og udsætte for vold uden at træffe modforholdsregler, hvis politiet ikke slår til.

I det lys er jeg helt enig i, at guldsmeden burde have en mild dom for ulovlig våbenbesiddelse (hvilket han jo ubestrideligt var skyldig i), men at hans anvendelse af pistolen må betragtes som nødværge og være straffri.

Kommentarer: