– fordi tiden kræver et MODSPIL

25. Jul 2007

Politianmeld også mig!

 
Enhedslistens folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid er de sidste dage kommet i ilden for at sige, hvad Enhedslisten hele tiden har ment - nemlig, at de udenlandske tropper i Irak udgør en besættelsesstyrke, som irakiske modstandsgrupper principielt har ret til at angribe - på samme måde som den danske modstandsbevægelse (i modsætning til, hvad samarbejdsregeringen dog mente) under besættelsen principielt havde ret til at angribe tyske interesser i Danmark.

Nu er hun så blevet politianmeldt for at sige netop dette. Kære Rasmus Jarlov og andre, der støtter denne politianmeldelse: Jeg mener præcis det samme, som Asmaa Abdol-Hamid nu kritiseres og politianmeldes for, og jeg er parat til at gentage det offentligt til hver en tid.

Vil I ikke være søde og politianmelde mig også?

Jfr. i øvrigt Enhedslistens pressemeddelelse om sagen:
Ansvaret for hele denne ulykkelige situation ligger hos regeringen og Dansk Folkeparti, der i 2003 besluttede at sende danske soldater til en ulovlig krig i Irak. Hvordan havde de forventet at irakiske modstandsgrupper ville reagere på den ulovlige invasion og efterfølgende besættelse? Ved at sende læserbreve til Politiken?
Hele sagen opsummeres glimrende i et kort læserbrev i Jyllands-Posten, af en Ditte V. Petersen fra Termestrup v. Mørke:
Damen har jo ret. Danske tropper er med til at holde Irak besat, og de bliver også opfattet som en besættelseshær af meget store dele af den irakiske befolkning. Det var ikke sorg, der fik irakere til at danse, sidst en dansk soldat blev dræbt. At der så samtidig foregår en borgerkrig, hvor tovlige mennesker sprænger bilbomber på markedspladser, ændrer intet ved, at det er en besættelse. Det er kun godt, at tropperne trækkes hjem nu. De skulle aldrig have været sendt af sted.
Hun skal vel så også politianmeldes - eller er det hele blot et tåbeligt og pinligt mediestunt fra Jarlovs side?

Kommentarer: