– fordi tiden kræver et MODSPIL

06. Mar 2010

Politiken skraber bunden

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 6.3.2010:




POLITIKEN SKRABER BUNDEN

Politiken er en avis, jeg ville elske at elske, hvis jeg kunne. Den har holdt den principielle fane højt i en lang række vigtige situationer, som vi blandt andet så i sagen om Thomas Rathsacks bog om hans tid hos Jægerkorpset. Politiken skraber bunden, JP 6. marts 2010

Desværre falder den alt for ofte grusomt igennem i den mere journalistiske del af arbejdet.

27/2 var ingen undtagelse. Hovedhistorien var både på internettet og på forsiden af den trykte avis, at “Danskerne er vilde med kokain” - intet mindre.

Jeg synes ikke, det helt stemmer med mine egne erfaringer med “danskerne”, så jeg besluttede mig for at læse lidt videre for at se, hvad denne generaliserende overskrift mon dækkede over. Læste man videre ned i selve artiklen, ville man se, at det handlede om, at der statistisk set indtages mere kokain i Danmark end i en række andre lande.

Således har 6 pct. af unge under 25 år (og over 18 år, må man formode) prøvet at tage kokain inden for det seneste år. Og det er den oplysning, der har fået journalisten eller redaktionssekretæren til at konkludere, at "danskerne" er vilde med kokain.

Er der da slet ikke nogen på Politiken, der synes, at de 94 pct. af alle unge under 25 år, der ikke har prøvet at tage kokain inden for det seneste år, må veje tungere? Overskriftens proklamation af, at danskerne som samlet størrelse skulle være “vilde med kokain” er altså (og naturligvis) rent vrøvl.

Tegneseriesprog

Men er det ikke lige meget? Jeg er ikke sikker på, at det er ligegyldigt, at medierne forfalder til et tegneseriesprog, hvor ingenting betyder eller behøver at betyde noget som helst. Det er jo netop dette tegneseriesprog, som vi formodes at tale om verden og fremtiden og livet og samfundet i.

Når alting reduceres til et spørgsmål om, hvem der kan komme med den smarteste udtalelse, risikerer den journalistiske forfladigelse generelt at medføre en åndelig forfladigelse, som vi desværre allerede ser tegn på. Hvor smart eller for den sags skyld hvor hæderligt er det af Politiken at deltage i dette forfladigelsens kapløb?





Se også dette indlæg på den anden blog.

Et rimeligt spørgsmål er, om det ikke ville være mere rimeligt at fremsætte denne kritik af Politikens journalistik i Politiken frem for i Jyllands-Posten? Svaret er, at det har sandelig også været forsøgt, men de afviste at bringe indlægget. Slippe for kritikken skal de ikke, før de opper sig.

Kommentarer: