Politisk filosofi - et par utilstrækkelige strøtanker

 
Jeg er i hvert fald ikke marxist eller leninist, skrev jeg for nylig i et indlæg, hvor jeg ellers anbefalede 'Arabawys liste over leninistiske blogs, og det er jeg for så vidt glad for.

Men det rejser et andet spørgsmål: Denne blog har nu i lidt over tre år optrådt som en "venstreorienteret" blog, del af den danske "venstresfære" eller hvad man nu skal kalde det; er det ikke ensbetydende med en bekendelse til marxismen eller socialdemokratismen eller totalstatsismen eller hvad man nu vil kalde den? Hvilket samfund så jeg gerne sådan helt personligt, hvis jeg sådan helt selv kunne bestemme?

Svaret på det første af disse spørgsmål er nej: Jeg er ikke marxist eller socialdemokrat og er som udgangspunkt dybt skeptisk overfor enhver statssocialisme; vi har brug for mindre stat og statslig regulering, ikke mere.

Svaret på det sidste er, at det er en stor mundfuld.Jeg kender ikke til nogen moderne teoretiker, hvis tanker jeg sådan bare kunne overtage og gøre til mine, så jeg ville være nødt til at udtænke det hele, om ikke helt fra grunden, så ud i alle detaljer; hvilket vi vel ret beset alle er nødt til at gøre for os selv, hvis ikke vi skal være prisgivet dem, der kom før os eller blindt sætte vores lid til en fjern autoritet.

Det er nemt bare at ophøje Marx, Lenin, Adam Smith, Ayn Rand, Alexis de Tocqueville eller hvad har vi til kanonisk tekst og så deducere Sandheden herudfra - lidt sværere og også (som jeg beklager mig over her) lidt mere omfattende, hvis man skal til at tage stilling til det hele selv.

Bedre bliver det ikke af, at jeg ikke har udpræget meget forstand på det, man i vore dage kalder for "statskundskab" eller politisk videnskab, og kun til en vis grad på idéhistorie; omend det med hensyn til især det første måske kan være en fordel, fordi man så kan undgå meget af den vanetænkning, der er inherent i vore dages politiske system.

Emnet ville selvfølgelig som udgangspunkt kræve hel bog at komme ordentligt omkring (dvs., det ville kræve, at jeg skrev én og undervejs læste mindst hundrede) og kan kun berøres med det yderste af vingespidsen i et forholdsvis kort indlæg som dette.

Ydermere er der en i hvert fald historisk set væsentlig begrænsning: Jeg er barn af en sekulær kultur, hvor religion ikke spiller en hovedrolle i det politiske begrebsapparat. Mere end det, jeg er barn af en oplysningstid, hvor man har haft et omfattende opgør med én enkelt religions, nemlig kristendommens, tidligere hovedrolle i Europas politiske liv, først i kraft af den katolske kirkes dominans, siden gennem Luthers fascistiske toregimente-teori.

Men kulturhistorisk set er langt de fleste samfundsdannelser sket ud fra en opfattelse af en guddommelig orden, hvilket giver en altomfattende og selvfølgelig fælles referenceramme for den samfundsstruktur, man nu har haft.

Men overvejelser om samfundets mere eller mindre hensigtsmæssige indretning er i vore dage nødt til at ignorere sådanne overvejelser og tage et sekulært udgangspunkt, idet den guddommelige ordens selvfølgelighed erstattes af etiske eller pragmatiske kriterier, som i sidste ende bliver afgørende for, hvilket samfund det er, vi ønsker os.

Med alt det på plads - og i den forståelse, at den følgende diskussion kun kan være i allerhøjeste grad præliminær - kan vi godt skyde os ind på nogle grundlæggende aksiomer, som en politisk teori efter mit hoved må bygge på:

1. Fællesskab: Hvis der overhovedet skal være et samfund, må det for det første være noget, vi er fælles om; der er altså tale om en form for kollektivisme eller socialisme.
   
   Men samfundets formål er først og fremmest og behøver ikke at være andet end en fælles bestræbelse på at få opfyldt de mest grundlæggende behov, mad i munden og tag over hovedet. Herudover bør samfundet eller staten blande sig i så lidt som overhovedet muligt. Omvendt: Hvis samfundet ikke kan sørge for, at alle kan få dækket deres basale behov, er det svært at se, hvad vi skal med det. Vi har muligvis ikke krav på alle mulige elaborate ting, som andre mennesker finder på at fremstille, men vi er alle i lige grad født af denne jord og må have samme krav på mad, vand og tag over hovedet.
   
   
2. Syndikalisme: Udover de basale behov kan folk som udgangspunkt frit slutte sig sammen og opfylde yderligere behov, som de vil og kan; "staten" kunne f.eks. have et tilbud om gratis undervisning til alle borgere, men det skal stå enhver frit for at organisere sit eget tilbud i stedet. Strukturen er med andre ord primært decentral og bygger på frie, frivillige sammenslutninger - en slags ikke-statslig kommunisme eller "kooperativisme", som vi af historiske årsager kunne kalde syndikalisme.
   
   
3. Individets frihed og ukrænkelighed: Et tredje aksiom må være, at individet er ukrænkeligt. Det skal være muligt for den enkelte at indrette sit liv, som han eller hun vil, uden statslig eller kollektiv tvang. De nævnte basale behov kan opfyldes ved, at hver enkelt arbejder ganske få timer om ugen - og herudover skal ingen være forpligtet. Folk, der af den ene eller den anden grund ikke kan lave disse få timers arbejde vil få deres mad og bolig alligevel, men vil enten være uarbejdsdygtige eller vil forventes at forhandle det på plads på en eller anden måde. Det følger heraf at ytringsfriheden, religionsfriheden, tros- og tankefriheden samt helt generelt handlefriheden alle er ukrænkelige.
   

Disse aksiomer peger ikke mod en utopi eller et statisk idealsamfund - jeg tror ikke på utopier og ikke på samfund uden nogen form for uretfærdighed eller undertrykkelse, og slet ikke på, at man kan sætte historien i stå, som den marxistiske utopisme synes at forudsætte.

Hvad med loven og retssystemet? En del af svaret er, at i et samfund, hvor staten er reduceret til så lidt som overhovedet muligt, og den statslige og private ejendomsret til produktionsmidler og institutioner er mere eller mindre ophævet og erstatet af frie sammenslutninger, vil loven spille en langt mindre rolle, end den gør i dag.

Med hensyn til strafferet er jeg egentlig tilfreds med mange af de principper, der traditionelt gælder i europæisk og især angelsaksisk retspraksis: Enhver er uskyldig, til det modsatte er bevist, ingen kan tilbageholdes mod sin vilje, uden at det kan sandsynliggøres, at vedkommende har begået en forbrydelse, der kan straffes med mindst lige så lang tids indespærring eller det, der er værre, osv.

Herudover må hver enkelt tid, hver enkelt land, i et pluralistisk samfund hver enkelt gruppe eller subkultur, udvikle den retspraksis, der er bedst i overensstemmelse med den pågældende gruppes retsfølelse.

En decideret videreførelse til en samfundsstruktur, hvor alle er frie til at arbejde eller ej som de vil (udover den stærkt begrænsede mængde, der er nødvendig for at sikre alles behov), og hvor det finansielle ejerskab til produktionsmidler og de fleste andre institutioner erstattes af frivillige sammenslutninger eller kooperativer, og hvor den enkelte - det enkelte individ, den enkelte familie, den enkelte gruppe, den enkelte subkultur - er fri til at leve sit liv som vedkommende selv ønsker det, må vente til en senere lejlighed.Men aksiomerne forekommer mig at være et udmærket udgangspunkt.

Hvad der skulle stå klart af ovenstående må i hvert fald være, at jeg ikke tror på en marxistisk verdensanskuelse, og når jeg bekender mig selv som en libertær socialist, så mener jeg det.

Tanker og askuelser kommer ikke ud af intet, vi er alle et produkt af, hvad vi har læst og hørt, som vi så bygger videre på. Ovenstående skitse til et politisk grundlag er vel først og fremmest påvirket af poltiske tænkere som William Godwin og anarkisten Pjotr Kropotkin, sideløbende af digteren Percy Bysshe Shelley, der på sin side var påvirket af Rousseau og de generelle socialistisk/radikale strømninger i kølvandet på den franske revolution.

Synet på individ og historie kan man læse meget godt om hos Thoreau og Emerson, og ikke ret mange har opsummeret det hele bedre end Thoreau, som mente, at den regering regerer bedst, som regerer mindst. John Stuart Mill gav i sin "On Liberty" et fremragende, omfattende og stadig gældende argument for den almindelige, borgerlige tanke- og ytringsfrihed, vi desværre er nødt til at forsvare i disse år.

Man kunne nævne flere, men ...

Den socialdemokratiske bureaukratisme, interventionisme og maksimalstatstænkning er jeg med andre ord ikke tilhænger af. En glimrende eksponent for denne "makismalstatssocialisme" er George Bernard Shaw, der gik ind for social retfærdighed og rimelige materielle kår for alle, men samtidig forestillede sig, at staten ville kunne blande sig i stort set alt.

Men en væsentlig begrænsning hos alle ovenstående er, at det er så længe siden, at de levede, og at verden mildt sagt har ændret sig siden da. Hvor relevante en libertær, minimalstatslig socialisme kan være i vores tid og i fremtiden ... kan man altid vende tilbage til. Her er der foreløbig ridset et grundlag op, og med det vi kan foreløbig stille os tilfreds.

[ agger, Thu 24 Apr, :12:18: /politik] - kommentar(er) - link

Kommentarer: