![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Politisk ukorrekt ytringsfrihed - Benny Lautrup om Helmuth Nyborg
Psykologen og intelligensforskeren Helmuth Nyborg har ofte markeret sig med farverige og provokerende bud på sammenhængen mellem arvelighed og intelligens - det i en grad, så man kunne have ham mistænkt for at finde en vis fornøjelse ved selve provokationen.
Dette er han ofte (og efter min mening med rette) blevet kritiseret for.
Da han sidste år publicerede nogle forskningsresultater, der angiveligt beviste, at mæn er mere intelligente end kvinder, fik han imidlertid ørerne i den politiske korrektheds maskine - ledelsen på Psykologisk Institut, Århus Universitet sørgede for, at den gamle professor blev bortvist fra universitetet, fik inddraget sin rang af emeritus og indklaget for videnskabelig uredelighed - alene med henvisning til den pågældende undersøgelses resultat.
Forleden erklærede udvalget vedrørende videnskabelig uredelighed så, at der ikke var grundlag for en sådan handling - udvalget sagde ganske vist ikke hermed, at Nyborg har ret, men at der ikke var nogen tegn på, at han skulle have fusket med data og hermed udvist videnskabelig uredelighed.
I den anledning havde professor i fysik ved Københavns Universitet Benny Lautrup i fredags et længere indlæg i Jyllands-Posten - et indtrængende forsvar for forskerens, og hermed også Nyborgs, ytringsfrihed.
Indlægget er ikke på Jyllands-Postens hjemmeside, men ligger så til gengæld på Lautrups hjemmeside hos Niels Bohr-instituttet.
Lautrup skriver bl.a.:
Lad mig sige med det samme, at jeg er bedøvende ligeglad med om mænd eller kvinder har højest intelligens. Det anvendelsemæssige formål med at foretage sådanne målinger er ikke synligt for mig. Men det gælder nu også for det meste af den fysik, jeg følger med i, og for det meste af det, jeg selv har lavet gennem de sidste 40 år. Det paradoksale er, at havde Nyborg faktisk fusket med sine resultater for at vise, at intelligensfordelen ligger hos kvinderne og ikke hos mændene, var han formodentlig aldrig blevet anklaget for fusk!Så vidt så skidt. I det store billede er det interessante naturligvis ikke sagens konsekvenser for Helmuth Nyborg (skønt de kan være alvorlige nok), men implikationerne på længere sigt, hvad angår forskernes ret til at ytre sig og teoretisere, som de vil.
Sagens forløb minder om sovjetiske processer, fordi hele magtapparatet sættes ind for at banke en enkelt videnskabsmand på plads, når hans personlige forskning leder til resultater, der ikke passer ind i tidens politiske korrektheds normer. Nyborg blev bortvist, hans kontor tømt, og hans navn fjernet fra listen over ansatte ved Aarhus Universitet. Det er simpelthen et groft overgreb. Han fik siden ved rektors mellemkomst nogle af sine rettigheder tilbage med pålæg om ikke at udtale sig offentligt.
Det, der ligner en sammensværgelse mod Nyborg, blev startet af hans mangeårige kollega og nu institutleder, Jens Mammen, og med ildhu fulgt op af dekan Svend Hylleberg. Hvordan kan disse personer undgå alvorlig kritik af deres embedsførelse? De har vist en udpræget mangel på dømmekraft, en hensynsløshed og mangel på respekt for en mangeårig medarbejder. Hvor går grænsen på universiteterne, når noget tilsvarende ude i det “normale” samfund kunne have ført til en anklage om falsk anmeldelse og embedsmisbrug? Det bliver interessant at høre, hvad rektor og bestyrelse for Aarhus universitet har at sige.
Hvis den måske mere farverige end solide Nyborg forhindres i at forske som han vil og bagefter publicere sine resultater, og det alene, fordi man ikke kan lide hans resultater - hvem bliver så den næste akademiker, der rammes af den politiske opportunismes mundkurv?
Lautrup fortsætter:
[H]vor står resten af forskerne? Skal de betragte sig som ansatte i en undervisningsindustri i analogi med de ansatte i et medicinalfirma, som ikke har ret til at ytre sig om virksomheden, fordi det kan medføre tab af priviligeret viden? Eller er de frie intellektuelle, der kan ytre sig, som de har lyst til? Universiteterne mener ikke, at deres ledelser kan acceptere ucensureret kritik fra de ansatte. Det vil forstyrre dem i deres arbejde. Men ytringsfriheden rådede faktisk indtil for ret så nylig, og universiteterne trivedes i bedste velgående, men nu er det ikke helt klart længere, hvilken ytringsfrihed en forsker har. Statsministeren kunne med et lignende argument hævde, at oppositionen forstyrrer hans ledelse og derfor ikke skulle have lov til at kritisere, men den mulighed har han heldigvis ikke.Link til hele Lautrups indlæg.
Styrken i et demokrati ligger blandt andet i, at alle kan ytre sig frit inden for meget vide rammer. Bagsiden er, at der sandsynligvis ingen er, som lytter til, hvad der bliver sagt. Det er prisen, jeg nok også betaler ved at bruge tid på at skrive denne artikel. Så hvori ligger faren ved at give de intellektuelle på universiteterne frit spillerum til at deltage i samfundsdebatten uden at skulle bruge pseudonym eller fjerne titel og arbejdssted fra deres artikler?
Som alle andre, begår forskere fejl. Fra almindelige regnefejl og statistikfejl til store principielle misforståelser af dybe sammenhænge. Jeg vil endda hævde, at uden mulighed for at tage fejl kommer forskerne ikke ind til de virkelig centrale spørgsmål. Retten til at tage fejl burde derfor være, og har faktisk været, en rodfæstet frihed i forskningsverdenen, selv om den måske ville se lidt mærkelig ud på papir. Bevidstheden om denne ret giver forskerne mod til at prøve nye retninger uden nødvendigvis helt at have fattet, hvorfor det skulle være interessant, eller hvorhen det fører. Vi har brug for vilde, utæmmede forskere, ikke en flok andægtige tilhørere på stormøder for de ansatte.
Så, kære videnskabsminister. Giv den fulde frihed til at ytre sig tilbage til de universitetsansatte. Erkend at universiteterne ikke er produktionsvirksomheder, selv om dine management-konsulenter fortæller dig det ...