Pressemeddelelse: Unge danskere i Rostock
Imens medierne domineres af de onde, voldelige demonstranters uacceptable fremfærd mod de fornuftige og retfærdige G8-ledere i Rostock, har vi modtaget denne pressemeddelelse fra Socialistisk Ungdomsfront:
Lørdag i Rostock var 200 unge SUF'ere samlet med 100.000 aktivister fra den europæiske venstrefløj forud for G8-ledernes møde, hvor vi sammen viste, at vi vil en anden, retfærdig verden.Så, der er et mere nuanceret billede end Nyhedernes og TV-Avisens stenkastende oprørere - et billede, vi iler med at give videre. Hvis læsere ligger inde med endnu mere nuancerede billeder, er de velkomne til at give dem videre, så jeg kan lægge dem op.
De danske medier har fokuseret på vold og konfrontation mellem en lille gruppe stenkastende aktivister og det tyske politi. SUF var en del af den fredelige demo, der sammen med venstrefløjen og de sociale bevægelser fra hele Europa viste modstanden mod George Bush og Tony Blairs imperalistiske kaffeklub, G8.
Det tyske politi gik allerede midt på dagen til angreb på den folkelige demonstration, og desværre respekterede en lille gruppe demonstranter ikke det fælles grundlag om en fredelig modstand for den fantastiske demonstration. Den spraglede og progressive forsamling, der samledes om Hip Hop og House musik, konfetti og balloner, brandtaler og kampråb for en anden verden, blev derved taget som gidsler, i kampen mellem et aggressivt tysk politi og en hovedløs modreaktion fra en lille gruppe demonstranter.
Alligevel var stemningen høj blandt de mange SUF'ere. Vi har sammen med Enhedslisten sendt busser med 700 deltagere af sted. Vi havde en af demoens sejeste blokke, med en festlig lydvogn der bankede tunge, revolutionære beats ud i Rostocks gader og videre ud i verden, og gengav lyden af 'det nye venstre'.
I SUF håber vi, at demoen lørdag mod G8 ledernes verdensorden kan markere starten for en global modstand, hvor de lokale kampe vi kæmper for velfærd, fred og respekt kan give styrke på tværs af grænser.
FREMAD MOD EN ANDEN VERDEN!