Socialdemokratisk spil for galleriet
Læserbrev i Århus Stiftstidende, 29.9.2009:
SPIL FOR GALLERIET
DF: Det er svært at se, hvad man kan bruge Socialdemokraternes påståede opgør med Dansk Folkeparti til, når de stadig ikke vil tage et opgør med Dansk Folkepartis politik.
To elementer af Dansk Folkepartis udlændingepolitik, som en S-SF-regering ikke vil gøre op med, er tilknytningskravet og 24-års-reglen ved familiesammenføringer.
Det vil sige, at en dansk statsborger, der flytter til Australien eller USA og gifter sig og får børn, ikke vil kunne tage deres familie tilbage til Danmark - og det vil sige, at en 25-årig dansker, der gifter sig med en 23-årig canadier, ikke vil kunne samle sin familie inden for Danmarks grænser.
Samtidig vil svenske og tyske statsborgere kunne få sammenført præcis de samme familier efter de helt rimelige EU-regler.
Så længe en S-SF-regering har tænkt sig at opretholde disse absurde resultater af VK-regeringens knæfald for Dansk Folkeparti, er »opgøret« med Pia Kjærsgaard intet andet end spil for galleriet. Et ægte alternativ må have andet at byde på end »Dansk Folkeparti light«.