Tortur er forkert - uanset hvem det går ud over
Titlens udsagn burde vel være oplagt for de fleste; hvis vi gerne vil leve i et retssamfund - og det er der nogle af os, der gerne vil - kan det ikke være tilladt for myndighederne at mishandle uskyldige mennesker. Og i et retssamfund gælder det princip, at enhver er uskyldig, til det modsatte er bevist, og der gælder visse rammer for hvilke straffe, der kan idømmes.
Sagt med andre ord: Tortur er forkert, og i længden formentlig lige så skadelig for de mennesker, der udøver den, og for de mennesker, der stiltiende lader torturen finde sted, som for de mennesker, det går ud over.
Derfor virker det lidt underligt, når det radikale folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøl kritiserer Amnesty Internationals nye kampagne mod tortur for at bruge en tidligere Guantanamo-fange som vidne om den tortur, der foregår på basen; dette kritiserer Ammitzbøl, idet han spørger om "det [virkelig] er en god idé, at bruge en person, der både går ind får dødsstraf, der taler pænt om det middelalderlige Talebanstyre og som mener, at Vesten skal acceptere at muslimer ikke nødvendigvis ønsker at leve i demokratiske samfund"?
Svaret turde være oplagt: Selvfølgelig er det relevant at henvise til et øjenvidne, der selv har prøvet torturen på sin egen krop, i en kampagne mod tortur. Hvad torturofret i øvrigt måtte mene, kan ikke rigtig være relevant - for, som vi lige blev enige om, kan selv nok så ekstreme eller usympatiske holdninger ikke berettige til brug af tortur (og den pågældende, Ruhal Ahmed, blev ikke efterfølgende anklaget eller dømt for nogen forbrydelse).
Dette gør Amnesty selv ret klart i en pressemeddelse:
Ruhal er et vidne til de forhørsmetoder, som USA anvender mod terrormistænkte. Han har været udsat for alle de krænkelser, man kan forestille sig - herunder slag, tæsk, trusler, stresspositioner, seksuelle ydmygelser, ekstrem høj og aggressiv musik, stroboskoplys i dagevis og isolation i månedsvis. Efter to og et halvt år blev han løsladt uden hverken forklaring eller undskyldning. Hans historie er troværdig og gennemdokumenteret, og den danner desuden baggrund for spillefilmen "Vejen til Guantánamo", der vandt Sølvbjørnen på filmfestivalen i Berlin. Ruhal er et ungt menneske, der har mærket torturen på sin egen krop. Det gør ham til et vigtigt vidne, men ikke til repræsentant for organisationen Amnesty International.Og det grundprincip er Simon Emil Ammitzbøl altså med til at underminere med sin tåbelige insisteren på, at et menneske, som vi ikke er enige med, ikke kan bruges som vidne om tortur.
Under sit ophold i Danmark har medierne spurgt om Ruhal Ahmeds syn på bl.a. dødsstraf, Taleban og burkaklædte kvinder. Til det har Ruhal Ahmed åbenhjertigt givet sine personlige holdninger til kende. Man kunne med rette kritisere Amnesty International, hvis vi foretog sindelagskontrol af torturofre, før vi lod dem fortælle om deres oplevelser. Det gør vi ikke. Menneskerettighederne gælder for alle, og uanset hvilke holdninger, du har, så kan det aldrig legitimere brugen af tortur og tidsubestemt indespærring uden at blive oplyst om sine rettigheder eller sigtelser. Det må aldrig komme til det punkt, hvor vi accepterer tortur af mennesker, som ikke deler de grundlæggende demokratiske værdier i den vestlige verden. Frihed for tortur er en absolut menneskerettighed, som aldrig kan fraviges.
Det, Ruhal har oplevet, understreger nødvendigheden af at få afdækket og stoppet brugen af tortur og mishandling i kampen mod terrorisme. Det gælder, uanset om man er uenig i nogle af de holdninger, som ofrene giver udtryk for. Lakmusprøven på menneskerettighedernes gyldighed er netop, at de skal forsvares også for de mennesker, man er uenig med.
For alle og enhver kan blive enige om, at det er forkert at mishandle folk de kan lide eller identificere sig med. Lakmusprøven er, som Amnestys pressemeddelelse påpeger, om man også vil forsvare dem, som man ikke kan lide eller kan identificere sig med.
Ammitzbøl tager lakmusprøven - og fejler desværre.