Ytringsfrihed?
Journalisten Flemming Chr. Nielsen stiller i en kronik i Politiken et alvorligt spørgsmålstegn ved den egentlige udbredelse af ytringsfrihed i vort samfund:
Frie kunstnere og forfattere har [deres egen ytringsfrihed], hvis de tør bruge den af frygt for reaktionen i de kulturelle fonde og på forlagene. De arbejdsløse har også en slags ytringsfrihed.Og du, min kære læser, har du ytringsfrihed? Tør du sige din mening lige ud i TV-Avisen, vel vidende at din chef og dine kunder sidder og ser det?
Og kontanthjælpsmodtagerne. De to sidste grupper dog inden for snævre grænser. Der er ting, de ikke må sige, for så falder dagpengene og kontanthjælpen bort.
Den ledige må for eksempel ikke lade sig invitere til at tale i en offentlig forsamling eller sidde i et politisk panel. Han må ikke deltage i en valgkamp. Hvis han deltager i frivilligt og ulønnet arbejde, forudsætter det ifølge Arbejdsdirektoratet, at »der ikke er beskæftiget anden lønnet arbejdskraft, og at han straks afbryder sin aktivitet for at overtage arbejde, der måtte blive ham tilbudt«.
Den ledige må heller ikke ytre sig i ubestilt bog- eller artikelform. Han må ikke nedskrive sine tanker med henblik på eventuel udgivelse, for man kan ikke både skrive og være arbejdssøgende. Hvis han ikke er en del af arbejdsmarkedets nærende vinranker, skal han i hver af årets 8.760 timer forsøge at kæmpe sig ind til den grødefulde saft. Han må i sit ingenmandsland kun være forfatter til ansøgninger.
For mange år siden var jeg tillidsmand på Kurt Westergaards arbejdsplads. Skidt med, at der var lige så mange brutale benspænd, som Lars Emil Johansen føler sig udsat for i Folketinget. Langt værre og dybt desillusionerende var Dansk Journalistforbunds indledende tillidsmandskursus. Vi terpede regler og cirkulærer og forhandlingstaktik, men som tragediens mørke bagtæppe bølgede dag, aften og nat en evig advarsel:
»Anfægt aldrig arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Det koster en omgående bortvisning«.
Kan man da ikke i en hyggelig og afslappet stund på chefens kontor stille spørgsmålet helt filosofisk og teoretisk og for eksempel med smil om munden citere Adam Smith, John Locke eller Karl Marx?
Eller for sjov referere en analyse af [Timothy] Garton Ash, som man tilfældigt blev gjort opmærksom på forleden dag. Eller spørge chefen, om han ikke kunne tænke sig en coach i fødselsdagsgave. Når manden med rævesmilet nu har budt på både en cigaret og et glas portvin som indledning til de hårde forhandlinger!
»Nej«, lød det hver gang fra Dansk Journalistforbunds ligblege og ved tanken skælvende kursusleder. »Det er den visse arbejdsdød bare at nærme sig ledelses- og fordelingsretten som emne for selv en rent akademisk debat. Det er at så tvivl om grundlæggende principper i vort demokrati. DET ER SELVMORD«.
Men når en apokalyptisk kursusleder kan fremmane arbejdsmæssigt selvmord som konsekvens af et simpelt spørgsmål, har vi så ytringsfrihed her i landet?
Hvis du tøver så meget som et sekund i dit svar, er også din ytringsfrihed under pres. Hvis vi skal forsvare vores alle sammens ytringsfrihed, er der andet og mere end retten til at tegne tåbelige og infantile karikaturer af andre menneskers vigtige religiøse symboler på spil.
Nielsens kronik rummer i øvrigt et varmt portræt af karikaturtegneren Kurt Westergaard som "Arbejdets Helt" kombineret med et knap så varmt portræt af hans arbejdsgivere.
Anbefales.